Hvilke standardvilkår går igen i danske leverandøraftaler?

Kort svar: Kilderne giver ikke en facitliste for B2B-leverandøraftaler

Kilderne bag artiklen dokumenterer ikke, hvilke standardvilkår der typisk går igen i kommercielle leverandøraftaler mellem danske virksomheder. Ingen af kilderne kortlægger B2B-leverandøraftalers sædvanlige vilkår. Artiklen kan derfor ikke give en udtømmende liste over forhold som betalingsbetingelser, leveringsfrister, ansvarsbegrænsning, force majeure, ophævelse, bod eller fortrolighed.

I de fundne kilder optræder ordet standardvilkår ved godkendelse af listevirksomheder efter miljøreglerne. Kilderne om forbrugersalg og digitale tjenester bruger i stedet udtryk som leveringsvilkår og forbrugeraftaler. Det er adskilte regelsæt – offentligretlig miljøregulering og forbrugeraftaleret – og ingen af dem er et regelsæt for erhvervsdrivendes leverandøraftaler.

Standardvilkår i dansk regulering: miljøgodkendelser som eksempel

Ifølge § 1 i Standardvilkårsbekendtgørelsen fastsættes standardvilkår ved godkendelse efter bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed for listevirksomheder omfattet af bilagene. Her betyder standardvilkår altså færdigformulerede vilkår, som en myndighed fastsætter som led i en godkendelse – ikke aftalevilkår, som to parter forhandler sig frem til.

Miljøgodkendelsesvejledningen beskriver anvendelsen: bilag 2-virksomheder er typisk reguleret med standardvilkår, og i enkelte tilfælde findes der også standardvilkår for bilag 1-virksomheder. Samtidig understreger vejledningen, at vilkårene altid bør tilpasses den enkelte virksomheds konkrete forhold – blandt andet fordi det letter opfyldelsen af kravet om, at vilkår skal være klare, entydige og specifikke.

For læsere uden for miljøområdet er pointen, at selv standardvilkår i dansk regulering ikke er en uændret tekstblok: de skal tilpasses den konkrete enhed, de gælder for.

Sådan formuleres vilkår, der kan bruges i praksis

Kapitel 10 i godkendelsesbekendtgørelsen indeholder reglerne om afgørelse om godkendelse og om fastsættelse af vilkår. Efter § 22 skal der i relevant omfang fastsættes vilkår for en lang række forhold – og vejledningen fremhæver, at vilkår kun skal stilles i relevant omfang. Et eksempel er, at der ikke skal stilles vilkår om lavfrekvent støj, hvis det ikke er sandsynligt, at virksomheden vil give anledning til lavfrekvent støj. Man skal heller ikke meddele standardvilkår for aktiviteter, som ikke sker på den aktuelle virksomhed.

Vejledningen peger på to yderligere principper. For det første skal dobbeltregulering undgås: tekst fra lov eller bekendtgørelser bør ikke gengives direkte i vilkår, medmindre det fremgår specifikt af det pågældende regelsæt – i stedet kan man henvise til de relevante regelsæt i den miljøtekniske vurdering. For det andet skal vilkår formuleres, så de ikke påfører virksomheden unødvendige bindinger i valget af tekniske eller indretningsmæssige løsninger; der er metodefrihed, når emissionsgrænseværdierne overholdes.

Vejledningen anbefaler at drøfte vilkårene med virksomheden for at sikre, at de også er operationelle for den. Den peger desuden på, at virksomheder ofte har faste kontrolprocedurer og produktionsregistreringer, som uden eller med mindre ændringer kan bruges som egenkontrol eller dokumentation – og at der bør tages størst muligt hensyn til det for at minimere virksomhedens administrative opgaver.

På målesiden beskriver vejledningen sammenhængen mellem emissionsgrænseværdier, tidsrum og referencebetingelser i godkendelsesbekendtgørelsens § 27. Fastsættelsen af en grænseværdi afhænger af, hvor lang midlingstiden er, og hvilke tilstande værdien refererer til – eksempelvis temperatur, iltprocent og oplukningsmetode – og der kan være tale om kontinuerlige målinger eller enkeltmålinger. Måler en virksomhed med andre midlingstider end forudsat i BAT-konklusionen, kan myndigheden fastsætte emissionsgrænseværdier, der afviger fra BAT-konklusionen, så værdierne tilpasses de aktuelle midlingstider og referencetilstande.

Overført til aftaleretten peger de samme principper på egenskaber, man kan efterse i en konkret leverandøraftale: Vilkårene skal beskrive den faktiske leverance og ikke aktiviteter, der ikke finder sted. De skal ikke gentage, hvad loven allerede fastslår. De skal ikke uden grund låse leverandøren til én bestemt teknisk løsning. Og de bør kunne læses ind i de kontrol- og dokumentationsrutiner, parterne allerede har.

Vigtige krav i godkendelsesvilkår efter miljøreglerne

Digitale leverancer og forbrugeres leveringsvilkår

LBK nr 1853 af 24. september 2021 fra Justitsministeriet indeholder i stk. 5 en regel om aftaler, der omfatter både elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer vedrørende levering af andre tjenester. Leverancebegrebet er altså ikke et enten-eller: En og samme aftale kan kombinere digitale og ikke-digitale ydelser, og regelsættet forholder sig til den situation.

For forbrugerkøb beskriver Forbrug.dk leveringsvilkårene. Er der handlet i en webshop i Danmark eller et andet EU-land, skal webshoppen levere varen inden for 30 dage fra bestillingen, medmindre parterne har aftalt en anden frist. Er pakken forsinket, kan kunden sende en rykker og fastsætte en ny, rimelig leveringsfrist. Der er ikke et bestemt krav til, hvad en rimelig frist er; det afhænger blandt andet af, hvad der er købt, og hvor. Bliver varen ikke leveret inden for den nye frist, kan købet hæves. Har det været klart for butikken allerede under købet, at leveringstidspunktet var vigtigt for kunden – for eksempel en vare, der skal bruges ved en bestemt lejlighed – kan købet hæves, så snart der er tale om forsinkelse.

Kommer varen slet ikke frem, har kunden krav på at få alle pengene retur, hvis varen ikke bliver leveret som aftalt. Kunden bør kontakte webshoppen skriftligt, så kontakten kan dokumenteres. Findes der ikke en løsning, kan pengene tilbageføres via banken – det kaldes chargeback. Forbrugeren overtager ansvaret for varen, når den er leveret til kunden. Skal et netkøb returneres, bærer kunden derfor risikoen, hvis varen forsvinder eller går i stykker under transporten tilbage til webshoppen – men har kunden krav på at hæve købet på grund af en fejl på varen, overgår risikoen til sælger. Forsvinder varen under returen, fordi kunden har handlet uagtsomt, mister kunden dog retten til at få købesummen tilbagebetalt. Handler man i en webshop uden for EU, er man kun dækket af de danske forbrugerregler, hvis webshoppen markedsfører sig over for danskere, for eksempel ved at bruge dansk sprog og tilbyde betaling i danske kroner.

Disse vilkår er forbrugerrettigheder i forbrugerkøb og viser, hvilke elementer leveringsvilkår typisk regulerer: frist, rykkerprocedure, hævning, risikoovergang og tilbagebetaling.

Hvor kan man få hjælp til grundlæggende erhvervsjura?

Dansk Erhverv tilbyder medlemmer nem og hurtig adgang til juridisk rådgivning om personaleforhold og grundlæggende erhvervsjura.

De regelsæt, der er brugt her, findes på Retsinformation – Standardvilkårsbekendtgørelsen og LBK nr 1853 af 24. september 2021 – og Miljøgodkendelsesvejledningen beskriver myndighedernes fastsættelse af vilkår i godkendelser. For forbrugerforhold henviser Forbrug.dk til Forbrugerombudsmanden og Forbruger Europa.

Før man leder efter en fælles liste af standardvilkår, bør man afklare, hvilket regelsæt aftalen hører under. En offentligretlig godkendelse, et forbrugerkøb og en erhvervsaftale mellem to virksomheder reguleres forskelligt.